Bordplader til køkken

11 aug, 2016 | Fliser og klinker

Bordplader i kompositmaterialer er populære fordi de både er flotte og holdbare. Silestone er et registreret varemærke inden for toneangivende kvarts kompositmaterialer og har udviklet sig til den ubestridt førende producent på verdensmarkedet.

Silestone føles og ser ud som natursten, men har en række fordele, som gør den til en overlegen bordplade.

Silestone består af 93% naturlig kvarts (mohs 8), der efter diamanten (mohs 10), er ét af de hårdeste grundstoffer som findes på jorden. Til kvartsen bliver der tilføjet en blanding af harpiks og farvestoffer.

Det er et materiale, som har en enestående holdbarhed. I Skandinavien har kompositmaterialer fået en niche inden for køkkenbordsplader. Kompositmaterialer er et eksklusivt, homogent materiale med mange anvendelsesmuligheder. Kompositmaterialer er ud over deres hårdhed også meget hygiejniske, da de er nemme at rengøre, og derfor er velegnede i et køkken.

Silestone passer både i et moderne og i et mere klassisk køkken.

Vær at vide om kompositmaterialer

Silestone er ridsefast, pletbestandigt, hygiejnisk og nemt at vedligeholde. Til trods for kompositmaterialernes bestandighed skal du dog ikke sætte din glohede pande direkte på bordpladen.

Størrelser og kvalitet, kompositmaterialer

Du kan stort set designe bordpladen selv idet den kommer i unikke farver samt i 3 forskellige standardtykkelser: 12, 20 og 30 mm. Det er muligt at få monteret en snydeliste, så pladen kommer til at se massiv ud og derved opnår en større tykkelse end standard. Kompositmaterialer kan formes, sammenføjes og repareres med næsten usynlige samlinger.

Bordplader i granit eller skifer

Granit og skifer er bjergarter skabt gennem millioner af år – ét af naturens mesterværker. De mister aldrig sin værdi og charme, fordi hver sten er unik. “Natursten” er en fælles betegnelse for tusindvis af sten og bjergarter, som er udvundet i hele verden. Naturstens udseende og egenskaber er bestemt af geologiske processer i naturen, såsom floder, vulkaner, bjergets opbygning osv.

Granit og skifer er velegnet som frasætningsplade eller til hele bordpladen. Natursten har længe været anvendt som et eksklusivt alternativ til køkkenbordet af træ. Skifer er et unikt produkt til bordplader; smukt, rustikt, stærkt og nemt at vedligeholde. Desuden virker skifer blødere end andre stenarter, altså ikke så meget støj når man sætter f.eks. porcelæn, gryder osv. på pladen. Skifer bordplader er i øvrigt bestandige overfor varme gryder.

Vær at vide om granit eller skifer

Tør bordpladen af dagligt så der ikke kommer skjolder. En granitbordplade er det bedste valg, hvis du vil have en bordplade, der er hårdfør og let at vedligeholde.

Skifer er stort set lige så godt som granit, dog er det ikke så modstandsdygtigt over for syreholdige madvarer.

Størrelser og kvalitet, granit eller skifer

Granit kan fås i stort set alle farver og nuancer. Skifer fås i sort/grå samt en grøn farve.

Drømmer du om en flot naturstens bordplade? Vi har et hav af forskellige typer.

Bordplader i klinker og fliser

Det kan være fristende at lave sin køkkenbordplade af klinker eller fliser, da du så virkelig kan få lov at lave kunst i dit køkken. Fliser på køkkenborde er meget anvendt i f.eks. USA, Frankrig og England, men vi har ikke stor erfaring med det herhjemme.

En af de typiske begrundelser for at køkkenborde af klinker ikke har vundet indpas i Danmark er at ujævne fuger er meget svære at rengøre, og dermed hurtigt bliver grimme og nusset at se på. Vi vil derfor anbefale at bordet fuges med Mira supercolour eller lignende af hygiejniske grunde, samt at man er påpasselig med at få fugen trukket ordentligt op.

Vær at vide om klinker og fliser

Hvis du vælger fliser eller klinker på bordpladen, er det en god idé at vælge Mira supercolour, da den er smudsafvisende.

Husk at anvende en vandfast byggeplade som underlag hvorpå du kan montere fliserne. Brug en 50 mm byggeplade for at få en tilstrækkelig god og solid underlagsplade.

Størrelser og kvalitet, klinker og fliser

Der findes mange kvaliteter indenfor fliser og klinker. Du bør vælge en type, der har en god, solid og stærk overflade, som er nem at tørre af. Det er næsten kun fantasien, der sætter begrænsninger, når du vælger at få en flisebelagt bordplade.

Bordplader i beton

Utraditionelt design og fornemt håndværk gør at betonens rå look, kombineret med dens stilrene form og elegante finish, vil tilføre en ny dimension til det eksklusive køkken. For bare 10 år siden ville du blive mødt med himmelvendte øjne, hvis du sagde at du gerne ville have en bordplade af beton i dit køkken. I dag findes den i mange køkkener, ikke mindst på grund af sin fleksibilitet, som kan give næsten skulpturelle løsninger.

Mange tror fejlagtigt, at beton kan holde til meget. Det er desværre ikke sandt. Beton tåler ikke særlig godt fedt, stærke farver og syre som rødbede- og citronsaft. Det største problem med en betonbordplade er, at du ikke kan polere den op igen. Derfor kan ridser og skrammer ikke fjernes. Vi anbefaler ikke vaske i beton til køkken. I en almindelig husholdning udsættes køkkenvasken ofte for store belastninger. Der skylles salat under koldt vand (7 °C) og umiddelbart herefter hældes vand fra kartofler (100 °C). Et sådan temperaturchok kan være ødelæggende for en betonvask.

Vær at vide om beton

Hvis du ønsker en bordplade, der skal bevare sit oprindelige udseende, skal du vælge et andet materiale end beton. Vælger du en bordplade i beton skal du være opmærksom på at vedligeholde den godt og med jævne mellemrum behandle den med sæbe eller olie.

Størrelser og kvalitet, beton

Bordpladerne leveres i standardtykkelse på 40 mm. Pladerne kan alt efter størrelse mod pristillæg fremstilles i tykkelser fra 30 mm – 60 mm, og kan leveres i standardtykkelsen i maksimum længde på 250 cm og maksimum bredde på 120 cm.

Bord plader i terrazzo

Terrazzobordplader og terrazzogulve er en gammel italiensk tradition og er fremstillet af levende og naturlige materialer. Bordplader af terrazzo og beton kan med den rette behandling holde i årevis, og bliver tilmed kønnere med tiden.

Terrazzo er støbt af småsten som består af marmor, cement og vand. Terrazzoplader er støbt af skærv af enten marmor eller hærdet glas fra f.eks. autoruder, herudover tilsat cement og vand. Ingen råvarer indeholder tungmetaller. Efter støbning vandslibes pladen således at den smukke overflade kommer frem. Når pladen er tør bliver den slebet og poleret. Der er uanede muligheder for farver og nuancer.

Vær at vide om terrazzo

Terrazzo er et godt materiale til køkkenet. Det kan tåle høj varme, og materialet er godt til tilberedning af madvarer og bagning, da det er nemt at gøre rent. Du skal dog sørge for at give bordpladen sæbespåner en gang imellem for at hærde overfladen og gøre den modstandsdygtig over for misfarvning.

Bliver bordpladen over tid alligevel grim kan du få en fagmand til at slibe den og give den en sæbebehandling. Det giver bordpladen nyt liv og kan gentages flere gange.

Størrelser og kvalitet, terrazzo

Der er ikke mange forskellige kvaliteter af terrazzo. Det er vigtigt, at du behandler overfladen, dvs. mætter den godt med sæbespåner, inden du tager den i brug. Den skal jævnligt vedligeholdes. Se vejledningen fra producent eller leverandør.

Bordplader af både terrazzo og beton støbes i Danmark efter gode håndværksmæssige traditioner, specielt efter dine personlige ønsker og mål.

Bordplader i marmor, kalksten og travertin

Er du faldet for en bordplade i marmor, er det vigtigt, at du behandler marmoret ordentligt for at bibeholde marmorets smukke udseende. Hverken marmor, kalksten eller travertin er det optimale materialevalg til en ny bordplade i et køkken. Vil du have marmor i dit køkken skal du være opmærksom på at kalksten og travertin ikke tåler syre samt nogle rengøringsmidler. Disse svækker overfladen og gøre den meget grim.

Vær at vide om marmor, kalksten og travertin

Har du valgt marmor som frasætningsplade eller ælteplade, så undgå syreholdige væsker som citronsaft og eddike, da det vil ætse pladen idet marmor er en hård, krystalliseret kalksten. Marmor kan meget nemt få ridser og misfarvninger. Efter et par års brug vil det klassiske udtryk ødelægges, hvis naturstenen ikke vedligeholdes med de rette plejeprodukter

Størrelser og kvalitet, marmor, kalksten og travertin

Der er ikke den store forskel på kvaliteten, men der findes en del farvevariationer. De mest kendte er de cremede/gullige marmorbordplader, som tidligere blev brugt på badeværelser.

Bordplader i laminat og linoleum

Laminat og linoleum er begge velegnede materialer til overfladen på et bord i køkken og bad. De er nemme at holde rene og kan holde i mange år. Dog er materialerne ikke glade for alt for meget vand og varme. Vand kan trænge ind under laminatet eller linoleummet og lave buler, som du ikke kan komme af med igen. Direkte varme er heller ikke godt; det ødelægger begge materialer.

Vær at vide om laminat og linoleum

Det er en god idé at afslutte yderkanten på bordpladen med en stålkant eller at få limet en krydsfinérliste på. Vælger du krydsfinérløsningen, skal du huske at behandle finéren med lak eller olie.

Størrelser og kvalitet, laminat og linoleum

Der er ikke den store forskel i kvalitet. Der findes dog højtrykslaminat, som er specielt egnet til bordplader. Det vigtigste er, at du er opmærksom på materialet under laminatet eller linoleummet. Få det limet på en MDF- eller krydsfinérplade, der er minimum 30 mm tyk, da det forbedrer holdbarheden.

 

0
Kurven er tom